Hvad søger du?

Berlin | Tips og anbefalinger til en forlænget weekend



Berlin var en fornøjelse at besøge og jeg har allerede besluttet at vende tilbage, så snart jeg har mulighed for det!
Jeg har været der en gang før på studietur og den gang var vi forbi alle de obligatoriske steder, så mit fokus denne gang var bare at suge inspiration og byen til mig. Jeg er især vild med de mange fine specialbutikker med cool og unik design, loppe- og designmarkeder og så selvfølgelig alt det flotte gadekunst. Derudover byder Berlin på et stort udvalg af vegetariske og veganske spisesteder, hvilket jeg nød godt af og det er bare lækkert at være et sted med så mange valgmuligheder. Alt i alt var Berlin rigtig god ved mig – men også lidt ond – det kan i læse mere om længere nede og så får i mine tips og anbefalinger til en forlænget weekend i den inspirerende og spændende storby 🙂

Med bus til Berlin t/r

Jeg havde valgt at tage natbussen med Flixbus tur/retur og jeg gav ca. 650 kr. i alt, hvilket jeg synes er en rigtig god pris. Hvis man er fleksibel med sine rejsedage, kan man komme afsted for helt ned til 300 kr. i alt. Men der er et stort MEN. For det første, er det ikke den mest behagelige måde at rejse på og når jeg en anden gang tager bussen, skal jeg 100 % have mig en nakkepude, for selvom jeg havde taget min egen pude med, så fungerer det bare ikke optimalt i en bus. På vej derned var jeg også uheldig at få det yderste sæde allerforest på øverste dæk, hvilket resulterede i, at jeg vågnede tusind gange i mindre panikangst for at ryge ud af ruden, fordi det regnede rigtig meget og buschaufføren ikke var den mest forsigtige :O Derudover ankom vi til Berlin 1 time senere end planlagt og da jeg skulle hjem var bussen over en halv time forsinket i lufthavnen, hvilket vi først fik en sms om, da bussen ankom … Så ja, det var en blandet oplevelse, men på den anden side er transport med bus meget mindre miljøskadeligt end fly og det synes jeg er værd at tage med i overvejelserne 🙂

Transport i Berlin (eller andre steder)

Jeg har opdaget noget, der er intet mindre end G.E.N.I.A.L.T! Det gjorde hele min tur + færden rundt i Berlin til en leg og jeg kunne nemt holde styr på alle de steder jeg ville besøge. Det er selvfølgelig Google, der er opfinder af vidunderet og jeg glæder mig allerede til næste gang jeg skal ud at rejse, blot for at bruge det 😀

Google Maps har nemlig en funktion, hvor man kan lave sine egne kort og tilføje de steder man gerne vil besøge. Kortet gemmes på din Gmail konto og derfor kan det også bruges på telefonen via app’en. Jeg havde lavet mit eget kort hjemmefra og tilføjet de (alt for mange!) butikker, cafeer, restauranter osv. jeg gerne ville besøge og her kan i se mit kort.



Funktionen finder man ved at vælge ‘Dine steder’ i menuen og derefter ‘Kort’ og ‘Opret kort’. Så er det bare at bruge søgefeltet til at finde de steder man vil besøge og trykke ‘Tilføj til kort’. Man kan også tilføje en kommentar til hvert sted, hvilket jeg gjorde for at holde styr på, hvad der var hvad og hvem der fx havde ry for den bedste kaffe eller cheesecake 😉 Nemt og skidesmart!

Udover at man kan holde styr på de steder man vil besøge, så kan man også via app’en få info om transport ligesom med Rejseplanen og det gør det altså bare SÅ let at komme rundt, især i en by som Berlin hvor bus, tog og metro fungere sehr gut!

Når man skal rundt i Berlin, vil jeg desuden anbefale at man køber en billet, der glæder hele dagen (tageskarte) til zone AB, så slipper man for at skulle bekymre sig om det resten af dagen. Man kan selvfølgelig også sagtens gå rundt, især i midtbyen, men da jeg havde gået næsten 20 km fredag, så var mine fødder taknemmelige for at kunne hoppe med tog og bus de andre to dage. En dagsbillet koster også kun 7 euro og så glæder den helt til kl. 3 natten efter. Husk at stemple den inden første tur, ellers glæder den ikke. Hvis man skal være afsted mere end 4 dage, kan det godt betale sig at købe en 7-dages billet til 30 euro.

Hotel

Jeg havde booket værelse på hotel ibis Berlin Mitte og det viste sig at ligge helt perfekt i forhold til størstedelen af de steder jeg gerne ville besøge. Alt var som det skulle være + mere til og jeg kan kun anbefale det! Jeg fik lov at tjekke ind allerede kl. 10, personalet var søde + jeg kunne opbevarere min kuffert hele søndagen indtil jeg skulle afsted. Jeg var endda så heldig, at få et specielt værelse, der var udsmykket med forskellige billeder af regnskov og vilde dyr. Hotelkæden ibis går nemlig meget op i miljø, hvilket jeg blev positiv overrasket over. Derudover havde værelset en fantastisk udsigt ud mod midtbyen og TV-tårnet + alt hvad man ellers har brug for på et hotelværelse. Det eneste dårlige jeg kan sige, er at internettet ikke var det mest hurtige, men sådan synes jeg tit det er på hoteller.

Udsigten fra mit hotelværelse

Kaffe

Jeg ankom til mit hotel fredag formiddag og efter en hård og lang nat med bussen, havde jeg brug for en kop kaffe! Tæt på hotellet lå kaffebaren No Fire No Glory, som jeg havde læst godt om og jeg fik en skøn cappuccino, som jeg nød udenfor i solen. Stedet var rigtig hyggeligt og jeg er lidt ked af jeg ikke nået forbi det igen, men det må jeg have til gode.

I weekenden skal man åbenbart ikke stå for tidligt op i Berlin, for de fleste kaffesteder åbner først kl. 10. Det måtte jeg konstatere lørdag morgen, da jeg kl. 9 stod foran den populære kaffebar/risteri The Barn. Heldigvis lå Corsini lige over på den anden side af gaden og her fik jeg en tiltrængt latte og croissant. Stedet havde også morgenmadsbuffet, der så rigtig god ud.

Sejeste skilt hos kaffebaren The visit – de skal besøges næste gang

Lørdag eftermiddag var jeg forbi Five Elephant, som eftersigende skulle have den bedste New York cheesecake. Jeg bestilte håbefuldt en sammen med en flat white, men blev rimelig skuffet – det har jeg altså smagt bedre flere steder. Jeg synes også stedet var lidt for fancy og snobbet, så det er ikke et sted jeg umiddelbart vil besøge igen.

Søndag morgen ventede jeg tålmodigt til kl. blev 10, så jeg kunne besøge The Barn. De rister selv deres kaffe og jeg havde læst virkelig mange gode anmeldelser om dem, så var ret spændt. Jeg må sige at kaffen altså var virkelig god, men det var ikke muligt at få plantemælk, da de mener det ændre smagen for meget. Jeg må ærlig sige, at jeg synes det er lidt for snobbet og da medarbejderne også var ret snobbede, så er det ikke lige det sted, jeg først ville vælge for at få kaffe. Men er du ude efter prima kaffe, så er dette uden tvivl stedet. Deres risteri er også super lækkert indrettet og hyggeligt + deres kager skulle være gode.

Kaffe hos The Barn

Da kaffetrangen meldte sig søndag eftermiddag, tog jeg forbi Röststätte. Stedet var super hyggeligt, medarbejderne søde og cafe latten rigtig god, så det er et sted jeg varmt kan anbefale.

Frokost

Fredag var vejret fantastisk med sol og 28 grader, så til frokost bestilte jeg en burger hos Shiso Burger, som jeg nød i solen i en park tæt på. Jeg havde læst om deres burgerne flere stedet og jeg bestilte deres veggie variant med tofu. Burgeren var lækker og som i kan se på billedet, så var den snasket som sådan en skal være, men alligevel tilpas anderledes og spændende. De har flere ting på menukortet jeg gerne ville have smagt, så må forbi igen næste gang.



Lørdag drog jeg ud for at afprøve hvad der skulle være Berlins bedste kebab sted, nemlig Mustafa’s Gemüse Kebap. Jeg havde læst om lange køer, men jeg besluttede det bare måtte prøves! Jeg endte med at stå i kø i over en time og selv om jeg faktisk havde besluttede mig for at prøve deres vegetariske version, så fik ventetiden mig til at ændre mening. Hvis det var Berlins bedste kebab, så skulle jeg altså have den ‘rigtige’ version. Jeg bestilte den som durumrulle og for filan, hvor smagte den godt! Vi snakker grillet kød, 3 forskellige salgs dressing, friturstegte grøntsager, salat og smulret feta. Armen altså, det var helt klart ventetiden værd og den bedste kebab jeg nogensinde har smagt 😀 MEN når man ikke er vant til at spise kød, så slipper man ikke så let og desværre resulterede det i, at jeg fik det skidt med ondt i maven og kvalme. Jeg endte faktisk med at have det mere eller mindre skidt resten af turen, hvilket var rimelig øv. Jeg fortryder dog ikke at jeg spiste den, men jeg vælger den vegetariske version en anden gang 😛 Men på trods af alt, så er Mustafa’s Gemüse Kebap altså et absolut must-try i Berlin!

Søndag spiste jeg frokost hos W-Der Imbiss, der er et vegetarisk Indo-Mexi-Cal-Ital fusionskøkken – det lyder specielt, men stedet er populært og maden er god! De fleste af retterne tilbydes i en vegansk version og jeg fik den veganske udgave af retten Thali, som i kan se på billedet. Det hele var meget velsmagende, men jeg fortryder dog lidt at jeg ikke bestilte en af deres populære naan pizza’er, de så virkelig gode ud!


Aftensmad

Fredag havde jeg bestilt bord hos sushi restauranten DUDU, som har ry for at lave byens bedste sushi og mine forventninger var derfor høje. Jeg fik en plads udenfor i deres super hyggelige gårdhave, men betjeningen var ret sløv i starten, så det tog lidt tid at få bestilt, men derefter kom drikke og mad okay hurtigt. Jeg fik en drink med hvidvin og aperol, edamamebønner med spicy dip + 8 stk. veganske inside-out ruller med avokado i tempura. Det smagte virkelig godt og jeg gav omkring 150 kr. for det, hvilket er en fantastisk pris i forhold til kvaliteten. Et sted jeg helt klart skal besøge igen!



Jeg havde bestilt bord hos den vegetarisk restaurant Cookies Cream lørdag aften, men jeg fik det som sagt skidt efter den åndsvagt gode kebab, så måtte desværre afbestille. Jeg havde ellers virkelig glædet mig til at afprøve deres menu, men det gav ikke rigtig mening at spise, når appetitten var erstattet med kvalme.

Faktisk endte det med at jeg ikke fik decideret aftensmad hverken lørdag eller søndag – mange steder havde også lukket søndag – så det gør jeg ikke rigtig kan anbefale andet end DUDU. Jeg ville ellers gerne have været forbi fx Momos, Tim Raue, Standard og Lemongrass – men så har jeg da en masse til gode :b

Kage og is

Brammibal’s Donuts laver veganske donuts og det er lige før billede kan tale for sig selv – jeg fik den med hindbærglasur og pistacie og aldrig i mit liv har jeg fået SÅ god en donut! Mine tænder løber i vand bare af at tænke på det. Jeg tog derhen igen søndag, for at smage nogle flere, men til min store sorg havde de lukket tidligere, fordi de havde udsolgt. Jeg var lige ved at græde! Så lad vær med at tage derhen for sent på dagen … De skulle også have super lækker vegansk morgenmad, brunch og frokost – faktisk overvejer jeg lidt, om jeg skal bo lige ved siden af, næste gang jeg besøger Berlin. Man kan aldrig få for mange donuts, right ?



Da jeg ikke kunne få nogle donuts hos Brammibal’s søndag, så valgte jeg at tage forbi Eiskontor (The Vegan Choice), som laver vegansk is. Det hjalp gevaldigt på humøret, for hold op det smagte godt. Jeg fik 2 kugler med Cookies’n’Cream og Macadamia Nut og især den med macadamia var fantastisk! De har vist også vegansk guf og kager (+ donuts!), men jeg kunne ikke lige spotte det, da jeg var der. Et must-try hvis du er ude efter noget til den søde tand.

Da jeg havde været rundt på diverse loppemarkeder og vandret flere gader tynde, så trængte jeg til endnu en is og det blev hos Süsse Sünde. Selvom de faktisk havde flere veganske varianter, så kunne jeg ikke stå for deres Pina colada-is. Og den smagte lige så godt, som det lyder, yummi!

Shopping / design butikker

Som jeg skrev i dette indlæg, så var det eneste jeg købte et badedyr og ja, jeg synes også selv, at det er rimelig mærkeligt 😛 Jeg blev bestemt fristet af mange ting, men jeg prøver jo at holde mit forbrug på et minimum og jeg havde på forhånd lavet en liste over ting jeg manglede og ville købe hvis jeg faldt over dem, men det eneste jeg forelskede mig i var altså et badedyr, ha! Det var selvfølgelig den populære kæmpe flamingo og jeg købte den i butikken Depot, som er en interiørbutik med masser af lækre boligartikler, nips osv.

I forhold til interiør, så kan jeg også anbefale butikkerne Hallesches Haus (ligger tæt på Mustafa’s Gemüse Kebap!), Manufactum Warenhaus. De er begge fyldt med fantastiske ting til hjemmet og jeg var især vild med Hallesches Haus butikken og deres indretning.

Hallesches Haus fine butik

I Berlin er der generelt rigtig mange fine butikker med unik design, sjove nips, smukke boligartikler mm. og jeg kan bl.a. anbefale Uhranus, Heimat Berlin, Schönhauser, Fundamental og Berlin Gift Dept.

Jeg var også forbi Do you read me?!, soda. og Dussmann Kulturkaufhaus for at kigge på flotte bøger og magasindesign.

Min ynglingsgade er nok Kastanienallee/Weinbergsweg, fordi den er fyldt med mange unikke butikker og spændende spisesteder. Den ligger i bydelen Plenzlauer Berg og jeg forelskede mig generelt i området og jeg er rigtig glad for jeg havde valgt et hotel der. Synes det minder en del om Vesterbro og som i kan se på mit kort, så lå størstedelen af de steder jeg ville besøge også der + selvfølgelig bydelen Mitte, der minder om indre København.

Loppemarkeder mm.

Jeg var forbi loppemarkederne Berliner Trödelmarkt, RAW Flohmarkt og Boxhagener Platz, men jeg blev lidt skuffet over dem, da størstedelen af det der sælges er fint porcelæn og krigseffekter. Til gengæld kan jeg virkelig anbefale markedet i Mauerpark, hvor der om søndagen både er loppe-, design- og madmarked. Der var proppet med mennesker og fyldt med genbrug, foodtrucks og nye, seje designerne, lidt a la Finders Keepers. Da jeg var forbi Brammibal’s Donuts lørdag var der på samme gade (Maybachufer) også et rigtig fint designmarked med up-coming designere mm. – og det passer jo perfekt sammen med donut-spisning 😉

Det var mine tips og anbefalinger til Berlin og nu har jeg da for alvor lyst til at tage afsted ASAP ! Skriv endelig en kommentar, hvis du har nogle gode anbefalinger til byen, især indenfor vegetar/vegansk mad og design 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mail vil ikke blive offentliggjort. Felter med * skal udfyldes.